tirsdag den 4. juni 2013

Om at turde være alene.

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg for tiden kører rundt i en dum og grim rundkørsel. Jeg ved at jeg nok skal finde en vej ud af den, men lige nu må jeg acceptere, at jeg ikke har en ny-asfalteret vej at køre ud af. Med andre ord; jeg må acceptere at jeg har hjertesorger, intet job (eller studie) og at jeg bor hos mine forældre. Og det betyder også, at jeg er tvunget til at være meget alene. 

Det er snart tre måneder siden, at han slog op. Tre måneder siden, at jeg tog min kat i den ene arm og min kuffert i den anden for derefter at tage den 4 timer lange tur hjem. Det har været hårdt. Jeg troede faktisk, at jeg skulle dø. Det tror jeg ikke længere. Jeg troede, at jeg aldrig ville se klart igen. Jeg troede, at den følelse, jeg havde, var permanent. Det var den ikke. Det føltes som en klam sygdom. En sygdom, hvor jeg ikke kunne være alene. Men det hjalp heller ikke, at min mor holdt mig i hånden, når jeg lå med røde øjne på størrelse med to kartofler. 

Jeg er stadig ked af det. For to dage siden skrev jeg et afskedsbrev. Mit farvel til ham. Men ikke for ham. Det var for mig selv. Jeg kan stadig græde, men det er på en anden måde. På en forløsende måde. (Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind.) Det vigtigste jeg kan mærke i min proces, dét der betyder mest, det er at jeg nu tør være alene. Jeg har altid godt kunnet lide det. Men da jeg var sammen med ham, blev jeg bange for det. Jeg følte mig ensom i stedet for at nyde det. Da han gik fra mig, var alenetiden også den værste. Det var jo dér, jeg kunne tænke på hans ansigtudtryk, da han sagde det ikke gik. Eller hans ansigtudtryk, når han sagde, at han elskede mig, for den sags skyld. Nu tør jeg. Jeg tør sidde alene på mit værelse. Jeg tør mærke stilheden. Jeg tør at gå en tur. Det er dejligt, for det betyder, at jeg er ved at finde mig selv. Og at han begynder så småt, at forsvinde fra mit knuste hjerte. (For det er stadig knust.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar